En varm omfavnelse – kort novelle

Varmen fra tekanden spredte sig til hendes hænder, og Clara lukkede øjnene et øjeblik.
Udenfor tegnede regnen fine striber på ruden, men indenfor var alt blødt og roligt.
Lyden af Livas fodtrin på det gamle trægulv var som musik, hverken for hurtig eller for langsom.
Den ro, der altid omgav Liva, var som en varm dyne, der lagde sig over Clara, og hun mærkede skuldrene sænke sig.

“The?” spurgte Liva lavmælt, og Clara åbnede øjnene og nikkede. Deres blikke mødtes, og i det øjeblik forsvandt verden udenfor. Der var ingen ord, kun en dyb forståelse og en ro, der flød mellem dem. Liva satte sig i sofaen ved siden af Clara, og der var ikke den mindste afstand mellem dem. Deres lår og arme rørte hinanden, og det føltes helt naturligt. Det var ikke en berøring, der krævede noget, men en der bare var. En berøring fyldt med nærvær.

Clara tog Livas hånd og kærtegnede hendes fingre. Hver linje og hver kno var velkendt. Det var en tavs samtale, et sprog de havde skabt sammen, der var fyldt med omsorg. Det var i de små øjeblikke, at deres glæde over hinanden var stærkest. I en berøring, et blik eller et let kærtegn over håret. Der var en gensidighed i det, som gjorde Clara tryg. Hun følte sig set og elsket, ikke for hvad hun gjorde, men for den hun var.

De sad i stilhed, bare de to, med lyden af regnen som deres eneste selskab. Livas tommelfinger tegnede små cirkler på Claras håndryg, og Clara lænede sig ind mod Liva. En velkendt duft af lavendel og regn omgav hende, og hun trak vejret dybt. Hun lukkede øjnene igen, overgivet til nuet. I Livas favn føltes alt rigtigt.

Til sidst brød Liva stilheden, dog kun med et spørgsmål. “Skal vi bare være her, min skat?” Hvisken var lige så blid som hendes berøring. Clara kiggede op på Liva, som smilede blidt. Den glæde, hun mærkede i det øjeblik, var ren og ukompliceret. En dyb, indre glæde over at have fundet sin havn, sin ro, sit hjem. Hun smilede tilbage.

“Ja, lad os bare være her.”

Skrevet Af Sexkongen